søndag den 27. marts 2022

Praksisafprøvning & Dyreholdsaktivitet

 Dyreholdsopgave C punkt 11
Afprøv dine pædagogiske aktiviteter, sammenlagt med praksisafprøvning.


Kiwa´s praksisafprøvning af pædagogiske aktiviteter i henhold med dyrehold

Vi ser sommerfuglens livscyklus
For at starte forløbet med sommerfuglelarverne op, startede jeg med at fortælle min børnegruppe om sommerfuglens fulde forvandling. Jeg fortalte at vi havde fået de her laver (imens vi kiggede på dem) og at de ville blive til pupper om nogle dage og derefter til sommerfugle. Børnene så lidt forvirrede på mig og spurgte "Hvad er en puppe?" det ord havde de tydeligvis aldrig hørt før. Jeg forklarede det bedste jeg kunne hvad en puppe var og derefter så vi filmen sammen om sommerfuglens fulde forvandling. Jeg snakkede undervejs og fortalte hvad der skete og børnene var meget optagede. Vi så filmen tre gange i streg og børnene vil gerne se filmen gentagende gange. Jeg oplevede at børnene bedre kunne forstå at vores larver blev til sommerfugle og var begejstrede over det. Vi snakkede derefter en del om forløbet og da vi gik ud til de andre børn, fortalte de straks "De bliver til pupper!!" Det nye ord de havde lært, var de tydeligvis særligt begejstrede for.

Vi leger og mærker sommerfuglens livscyklus
Denne leg ville jeg rigtig gerne have filmet og håber på at kunne gøre det igen en anden dag, hvor en af mine kollegaer kan filme. Desværre var vi underbemandede den dag jeg fik lavet legen og det betød der ikke blev filmet, da jeg ikke kan filme og samtidig lave legen med børnene. Jeg fandt at det var vigtigt at lave "øvelserne" sammen med børnene, så børnene kan spejle sig i mig og gøre som jeg gør.
Derudover blev øvelserne kortet en smule ned og lavet i langsom version, for at børnene kunne være med. De synes det var sjovt - og svært, dog er jeg sikker på at nogle gentagelser ville gøre godt, for at de bedre kan forstå at de selv skal forestille at være ægget-larven-sommerfuglen. 

Vi ser efter hvirvelløse dyr som sommerfuglen
Vi startede denne aktivitet med at kigge på vores larver, som allerede er blevet til pupper! 



Det var rigtig sjovt, da en enkelt af larverne stadig hang fra låget uden at være blevet puppe endnu og det var derfor nemmere for børnene at forstå at det var larverne der var inde i pupperne. 

Da vi havde kigget på pupperne snakkede vi om at de blev til sommerfugle, vi fandt sammen en masse billeder af sommerfugle på vores iPad. Da jeg tog forskel-lighedsdugen frem, pegede et af børnene straks på den lille sommerfugl der var på dugen. Derefter snakkede vi om at sommerfuglene har vinger, en snabel og følehorn. Børnene var helt sikre på at de hvert fald ikke kunne have ben, nu hvor de kunne flyve og havde vinger. Så vi fandt nogle billeder hvor vi kunne se sommerfuglenes ben. "Sommerfugle flyver og går" siger børnene nu. 





Så aftalte vi at tage vores overtøj på og gå ud og se om vi kunne finde nogle sommerfugle eller andre hvirvelløse dyr som lignede sommerfuglen eller måske slet ikke lignede sommerfuglen. 

Ude på legepladsen fandt vi et bræt som vi vendte om for at se om der var nogle hvirvelløse dyr. Det vrimlede naturligvis med bænkebidere, snegle, tusindben og lidt regnorme under. Børnene fik lov at røre og holde alle dyrene. 


Imens de holdt dyrene snakkede vi om om de lignede sommerfugle? Det var børnene meget enige om at de ikke gjorde. Men da jeg spurgte dem om bænkebideren havde følehorn ligesom sommerfuglen har? Kiggede børnene godt efter og råbte "Ja!" Derefter kiggede børnene helt af sig selv hen på sneglen og tusindbenet og konstaterede at de også havde følehorn. Så snakkede vi om at ingen af dem havde vinger, sneglen og regnormen havde ikke engang nogle ben! og tusindbenet havde mange ben! Så snakkede vi om at regnormen og sneglen var klistrede og bløde, men bænkebideren var lidt mere hård og slet ikke klistret, men den kildede når den kravlede på en. Børnene tog dyrene og viste dem til de andre voksne, og jeg kunne høre hvordan en af pigerne råbte "Hanne! Min tusindben har følehorn!" det er helt klart nye ord som kommer i brug og det er bare SÅ sjovt at høre.


Jeg vil klart sige at min børnegruppe er blevet mere bevidste omkring sommerfuglen og dens forvandling og jeg glæder mig til at de kommer ud af deres pupper! Børnene har fået udviklet deres naturfaglige kompetencer. Børnene har vist mig at de kan observere dyrene og kigge nøje efter bestemte ting. Børnene kan bruge fagord "pupper, følehorn mm" i deres hverdag og de er ikke bange for at undersøge og håndtere dyrene og finde forskelle og ligheder sammen med mig. 


Anne-Bodil's Praksisafprøvning af pædagogiske aktiviteter i henhold med dyrehold.

Vi ser video af sommerfuglens livscyklus

For at få startet projektet op på bedst mulig vis, valgte jeg at præsentere børnene for mine planer om at skulle følge dyr på vores stue gennem mit indkøbte livscyklus-sæt. Her fortalte jeg om den udvikling som sommerfuglen skal igennem for at blive en sommerfugl. Jeg viste dem, hvordan sommerfuglen udvikler sig fra æg til larve og at de sidenhen spinder sig en ”sovepose”, hvilket kaldes en puppe, og at de i denne puppe bliver færdige med at forvandle sig til en sommerfugl.

Efterfølgende gik vi alle til børnehavens storskærm for at se filmen omkring selvsamme livscyklus.  Børnene var meget optagede af at se udviklingen, og spurgte efter endt fremvisning, om vi kunne se den igen. – Det endte vi med at gøre 3 gange. Så længe filmen kørte, gjorde jeg meget ud af at bruge fagudtrykkene for at de blev præsenteret for dem flest mulige gange. Da vi efterfølgende satte kursen tilbage mod stuen, fortalte en del af børnene om, hvad de havde set til alle de mødte på deres vej. Der var ikke tvivl om at ved at vise dem denne film, så fik børnene en væsentligt større forståelse for, hvad det var de ville komme til at opleve med de, på det tidspunkt, meget små larver. Jeg var meget imponeret og stolt af en pige på 3, som ikke har ret meget sprog, men som alligevel kaster sig ud i en blanding af verbal og nonverbal kommunikation i forsøget på at beskrive hele den proces en sommerfugl kommer igennem Og faktisk formåede hun at få det kommunikeret videre. Den efterfølgende morgen opsøgte flere forældre mig, for at fortælle, hvordan deres børn med stor iver havde fortalt om, hvad de havde set og at der var blevet fortalt ord som larver, gangvorter og pupper.

 

Vi leger sommerfuglens livscyklus.

Legen omkring sommerfuglens-livscyklus, valgte jeg at præsentere for børnene den dag min stue havde den store kælder til rådighed. Jeg startede med at læse historien for alle børnene, samtidig med jeg viste de bevægelser, som var kædet sammen med udviklingen. Efterfølgende delte jeg børnene ind i grupper, således at det først var de børn som fyldte 4 år i år, der legede den med mig. Dernæst blev det gruppen, som netop var fyldt 3 år, som legede den. Børnene var meget engagerede i legen og vi havde efterfølgende en rigtig fin dialog, hvor børnene var overraskende gode til at bruge fagudtrykkene.

Til min store overraskelse og glæde mødte jeg en formiddag ind til 3 piger, som lå og rodede rundt på gulvet med et par tæpper. Da jeg spørger dem, hvad det er for en leg de har gang i, kigger den ene pige frem fra tæppet og svarer ”Vi leger da sommerfuglelarver, Anne-Bodil - lige som du viste os i kælderen, lige om lidt kommer vi ud af puppen”. Endnu engang blev jeg fyldt med varme og stolthed, for de her skønne børn får faktisk rigtig meget ud af de ting jeg sætter i gang.

 

Vi ser efter hvirvelløse dyr som sommerfuglen.

Denne aktivitet er hos mig ikke afprøvet i praksis. Grunden til dette er at vi i børnehaven har haft mangel på hænder og af samme grund, har haft svært ved at få skabt et roligt, koncentreret læringsmiljø for de involverede børn. Jeg valgte derfor at ændre lidt i planerne og i stedet skærpe børnenes øjne for om der, efterhånden som temperaturerne steg, var flere dyr, som dukkede op på legepladsen. Og det var en succes… De fandt sommerfugle som fløj rundt, tissemyrer som kravlede på både fliser, i jorden og på træer. Der blev fremvist regnorm, mariehøns og bænkebidere. Efter et par dage havde dyrejagten spredt sig til det meste af børnehaven, og de ældste drenge fik toppet jagten, da de stolte kom valsende med ikke mindre end 4 tudser, der var blevet fundet på legepladsen. Vi fik dem placeret i et terrarie, og så var det tid til at observere. Børnene sad på skift i en lille time og nærstuderede tudserne og stillede spørgsmål – nogle kunne jeg svare på, og til andre måtte jeg ty til hjælp fra google.

Det var som sagt ikke den oprindelige plan, men i vores job skal vi jo være omstillingsparate og en  plan b er altid vigtig at have på hånden – I dette tilfælde var var den en succes.

 O.B.S. billeder vil blive lagt ind senere...


Jane´s praksisafprøvning af pædagogiske aktiviteter i henhold med dyrehold 

Min introduktion til praksisafprøvningen startede egentlig lidt uventet, da jeg tilfældigvis møder Elisa og hendes forældre i min fars nye kolonihavehus.
Elisa gik og kedede sig lidt og fandt en tømrerblyant, hvorefter vi blev enige om, at vi da kunne tegne på alle morfars gibsplader, som stod rundt i hele kolonihavehuset. Og så introducerede jeg egentlig Elisa i sommerfuglens livscyklus, ved at tegne de forskellige stadier op på gibspladerne og alt i mens koble de forskellige fagudtryk på:)

Vi ser sommerfuglens livscyklus
Ugen efter den spontane introduktion, havde jeg aftalt med min mor, at hun ville komme forbi med Elisa, så vi kunne se videoen af sommerfuglens livscyklus.
Vi satte os tilrette i sofaen og satte videoen i gang på fjernsynet.
Elisa var meget koncentreret og interesseret i videoen og ville rigtig gerne se flere videoer, så vi fandt yderligere 3 forskellige videoer, som på hver sin måde fik vidst sommerfuglens livscyklus.
Elisa stillede mange spørgsmål undervejs og det virkede som om at det nu gik op for hende, hvad de der små larver vi havde fået hjem, faktisk ville ende ud med at blive til. Interessen blev i hvertfald kun styrket, ved at se de forskellige videoer.
Herefter pjattede vi lidt, da Elisa samme dag lige var begyndt at række tunge og syntes at det var noget som skulle praktiseres hele tiden, så blev enige om at det ikke var frække Elisa som rækkede tunge længere, det var i stedet en fræk sommerfugl som var ved at øve sig i at bruge sin snabel:):) og når nu vi var i gang, kunne sommerfuglen også lige så godt have vinger der blafrede på hver sin side af hovedet:):)
Så var balladestregen ligesom fuldendt:O)
 


Efter en uge, var Elisa igen på besøg, hvor vi så videoerne endnu engang, på opfordring fra Elisa.
Hun var igen meget optaget og koncentreret omkring videoerne og kunne til min store overraskelse allerede nu sætte alle fagord og begreber på. Hun lavede nærmest et speak på videoen imens vi så den, hvilket virkelig viste hvor meget hun egentlig havde fået med af videoen første gang vi så den.
Jeg har filmet dette speak, men da videoen er for lang til at kunne lægges op på bloggen, vil det i stedet blive vist til fremlæggelsen på næste seminar.

Vi leger sommerfuglens livscyklus.
Efter at have set videofilm, gik vi ud i haven for at lege sommerfuglens livscyklus.
Jeg læste først teksten op til en bevægelse og viste den, hvorefter Elisa og mormor gjorde samme bevægelse, imens jeg kunne tage et par billeder af dem.
Herefter læste jeg teksten op til næste bevægelse og viste den og så fremdeles.


 
Elisa var især meget interesseret i at løbe rundt og flavrer med armene, for at imiterer en sommerfugl der flyver rundt, ligesom hun var meget optaget af at gå rundt med et sugerør, som skulle forestille sig at være sommerfuglens snabel, og suge nektar af blomster og buske i haven.
 
 
 


Hun var knap så begejstret over at skulle være en larve der kravlede i græsset og efterfølgende en puppe, og jeg havde egentlig ikke helt fornemmelsen af om hun havde forstået denne del af cyklusen. Men da jeg så efterfølgende fulgte Elisa og mormor hjem, var Elisa placeret i en slags klapvogn, med en voksipose i. Hun blev ved med at kreavle ud af den her voksipose, hvorefter mormor satte hende ned igen og bad hende blive siddende. Elisa kigger efter flere forsøg meget fornærmet op på mormor og siger: Ja, kan du da ikke se, at jeg er en sommerfugl på vej ud af min puppe:) Og jeg måtte erkende at hun nok alligevel havde fanget og forstået mere end jeg lige havde regnet med.
Vi snakkede derfor resten af turen om, at når laven bliver til en puppe, var det faktisk ligesom at den tog tøj på, eller kravlede ned i en voksipose. Når så den var klar til at forlade sin puppe, tog den ligesom sit tøj af, eller kravlede ud af voksiposen igen. Efterfølgende har hun, når vi har set videoerne sammen, jævnligt brugt betegnelsen; at nu tog larven tøjet på, for at blive til en puppe og nu tog den tøjet af, for at blive en sommerfugl.

Vi ser efter hvirvelløse dyr som sommerfuglen.
Ved denne aktivitet begav vi os ud i haven, for at se om vi kunne finde andre dyr som havde ligheder med sommerfuglen eller som adskilte sig fra sommerfuglen.
Vi så dog ret hurtigt flere forskellige sommerfugle rundt omkring i haven, og pludselig var fokus kun på disse. Interessen for at finde andre insekter var absolut lig nul og vi ændrede derfor strategi til at kigge nærmere på de forskellige sommerfugle, hvordan de så ud, hvilke farver de havde og hvordan de adskilte sig fra de sommerfugle vi forhåbentlig snart fik derhjemme.
Også her var Elisa meget interesseret og engageret i aktiviteten og vi har efterfølgende talt om, at når nu sommerfugle kunne være så forskellige, så gad vide hvordan de forskellige larver også kunne se ud:)







1 kommentar:

  1. Meget spændende forløb, god dokumentation med fotos og af børnenes udsagn - det bliver spændende at høre mere om forløbet og jeres refleksioner over det til fremlæggelsen på torsdag :-)

    SvarSlet

Kiwa Plantehold Logbog 22.03 - 11.04

Status på planterne fra d. 22.03.22, der sker en smule, mest med hvidløg og chiafrø. Chiafrøene er allerede nu blevet smagt på, både for sig...